Kontorelev i offentlig administration i Hjørring

Nordjylland, Parallelvej 11, 9800 Hjørring DK

Vær med til at skabe fremtidens skatteforvaltning
Skatteforvaltningen i Danmark er i rivende udvikling. Som elev hos os er du med til at sikre, at borgere og virksomheder betaler den korrekte skat. Det er en vigtig opgave, fordi det handler om den enkeltes økonomi og finansieringen af det danske samfund. Vi arbejder på at gøre det så nemt som muligt for borgere og virksomheder, at betale deres skatter og afgifter. Du kommer derfor til at spille en helt central rolle i at give borgere og virksomheder en god oplevelse i deres møde med os.   
 
I dit elevforløb bliver du ansat i SKATs kundecenter i Hjørring. Kundecentret besvarer alle generelle henvendelser på skatte-, moms- og afgiftsområdet og yder én til én vejledning til borgere og virksomheder pr. telefon, mail samt vejledning på Facebook og Twitter. Du modtager opkald og mails fra borgere og virksomheder med spørgsmål, der drejer sig om bl.a. forskuds- og årsopgørelse og tast selv. Det er din fornemste opgave, at besvare deres spørgsmål på en enkel og forståelig måde.  
 
For at få et bredere indblik i skatteforvaltningens arbejdsopgaver, vil du i din elevtid også få mulighed for, at arbejde i en af vores andre afdelinger. Det kan enten være i Hjørring eller i Aalborg. 
 
Personlige og faglige kvalifikationer  
Du er en udadvendt person, der motiveres af at yde en rigtig god service. Du har talforståelse ud over gennemsnittet, tænker logisk og er god til at skabe dig et overblik over egne opgaver og skatteforvaltningen som helhed. Du har gode formuleringsevner mundtligt og skriftligt. Du er positiv i din tilgang til andre mennesker og er god til at samarbejde. Du er ambitiøs og ved, at du selv skal gøre en indsats for at opnå resultater.
 
Godt arbejdsmiljø, gode kolleger og faglige udfordringer
En lærerig elevtid, hvor du udvikler dine faglige, personlige og sociale kompetencer og får omsat din teoretiske viden til praksis i en moderne offentlig organisation. Du får tildelt egne opgaver og har samtidigt fagligt dygtige og engagerede kollegaer, som du kan sparre med. Du får et indgående kendskab til SKATs alsidige arbejdsopgaver og en god start på dit arbejdsliv.  
 
Adgangskrav og ansøgning  
Du skal som minimum opfylde adgangskravene i kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration dvs. EUX eller gymnasial uddannelse suppleret med EUS/ HGS-forløb.  
Er du ældre end 25 år og har relevant erhvervserfaring/ uddannelse skal dine kompetencer vurderes af studievejlederen på en handelsskole. Hvis du allerede har en realkompetencevurdering bedes denne vedlagt din ansøgning.  
Send din ansøgning, CV samt eksamensbeviser via linket senest den 14. februar 2018.  
Du kan læse mere om alle SKATs elevstillinger og få mere at vide om at være elev hos SKAT på www.skat.dk/elev.  
 
Samtalerne foregår som en rekrutteringsdag, hvor udvalgte kandidater indkaldes og vurderes ud fra forskellige opgaver og aktiviteter. Dette finder sted i Aalborg den 28. februar 2018.   
 
Alle interesserede uanset, alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Som led i regeringens plan ´Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021´ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser under Skatteministeriet. De syv nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver. Koncernens vigtigste opgave er at sikre, at borgere og virksomheder nemt og korrekt betaler deres skatter, afgifter og gæld til det offentlige. Du kan læse mere herom på www.fra1til7.dk.  

Ansøg nu

Job info

Firma

SKAT

Hjemmeside

www.skat.dk

Kontaktperson

Johnni E Mandrup Jensen

Telefon nummer

+45 2262 0128

Arbejdssted

Nordjylland, Parallelvej 11, 9800 Hjørring DK

Jobannoncen oprettet

10 Jan 2018

Jobannoncen udløber

09 Feb 2018