Studentermedhjælp til Search

Nordjylland, Thorndahlsvej 7 9200 Aalborg SV

Brænder du for rekruttering, og har du lyst til at stifte bekendtskab med rekrutteringsprocessen fra start til slut?

Asgaard Recruitment er en nordjysk virksomhed med kontor i Aalborg og Thisted. Vi har speciale i mennesker og er – hvis vi skal sige det på godt nordjysk – nogle redelige og ordentlige mennesker. Derfor lytter vi mere, end vi taler, og gør os umage med at lære vores samarbejdspartnere at kende. Vi møder altid kunden i øjenhøjde, og tilbyder en faglig sparring, som er reel, og som skaber værdi for vores samarbejdspartneres forretning.

Som en tilføjelse til vores dedikerede team søger vi en engageret og struktureret searcher, som kan medvirke til at identificere og kontakte potentielle kandidater, med det formål at sikre det optimale match mellem kandidat og virksomhed.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

Som searcher hos os får du ansvaret for at sætte dig ind i vores samarbejdspartneres specifikke krav og ønsker til deres nye medarbejder, og, på baggrund heraf, søge efter kandidater, som kan opfylde disse krav og ønsker. Dette indebærer evnen til, på kritisk, systematisk og struktureret vis, at vurdere kandidatens potentiale til den pågældende stilling.

Dine arbejdsopgaver kan bl.a. omfatte:

  • Søgning i CV-databaser, i netværk og på LinkedIn samt screening af potentielle kandidater.
  • Indledende kontakt til potentielle kandidater med henblik på at afdække deres interesse i den pågældende stilling.
  • Videregivelse af interesserede kandidater til den rekrutteringsansvarlige konsulent.

Hvem er dine kollegaer?

Vores team består af fire engagerede medarbejdere, herunder virksomhedens to ejere, en rekrutteringskonsulent og en udviklingskonsulent, som alle brænder for at skabe værdifulde løsninger til vores samarbejdspartnere. Vi værdsætter et stærkt sammenhold samt en åben og humoristisk omgangstone, og nyder at lave ting sammen – hvad end det er klatring, brunch eller vinsmagning. Måske du har en idé til vores næste sociale arrangement?

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse med fokus på organisation, HR og/eller kommunikation. Vigtigst er dog, at du har en interesse for rekruttering og et ønske om at udvikle dig fagligt.

Som person er du systematisk og omhyggelig, ligesom du evner selv at planlægge og strukturere din tid. Du er troværdig i din kommunikation, hvilket gør dig i stand til at skabe og vedligeholde en god og professionel relation til de mennesker, du møder.

Hvad tilbyder vi?

Konkrete kvalifikationer du kan skrive på dit CV og et studiejob med rig mulighed for indflydelse og ansvar. Vi værdsætter gode idéer og nye indspark, og har kort vej fra tanke til handling, hvilket giver dig mulighed for at sætte dit aftryk på Asgaard Recruitment. Og selvom vi selvfølgelig helst ser dig sidde på vores fine, nye kontor i Aalborg Øst, er der også mulighed for, at du af og til kan arbejde hjemmefra. Står du i en situation, hvor du indenfor det næste års tid skal ud og finde en spændende praktikplads, giver vi dig endvidere muligheden for at blive vores næste praktikant.

Som searcher hos Asgaard Recruitment bliver du en del af en anderledes rekrutteringsvirksomhed med kerneværdier som troværdighed, grundighed og gennemsigtighed. Vi brænder for det, vi laver, og med udgangspunkt i det hele menneske gør vi os hver dag umage for at sikre det optimale match mellem kandidat og virksomhed.

Ansøg nu

Job info

Firma

Asgaard Recruitment

Telefon nummer

+4530948481

Arbejdssted

Nordjylland, Thorndahlsvej 7 9200 Aalborg SV

Jobannoncen oprettet

25. november 2019

Jobannoncen udløber

20. januar 2020