Digital stærk chef til udvikling og implementering af de fælles systemer i staten

Københavnsområdet, Landgreven 4 1301 København K
Vil du være med til at udvikle den digitale understøttelse af arbejdsgangene i over 400 statslige og selvejende institutioner? Og har du evnen til at lede et stort team med omkring 30 dedikerede medarbejdere? Så er denne stilling som kontorchef i en nyoprettet enhed i Moderniseringsstyrelsen måske noget for dig.

Om stillingen
I Moderniseringsstyrelsen arbejder vi for, at statslige institutioner drives så enkelt og effektivt som muligt, så medarbejderne kan bruge tiden på kerneopgaverne. Vi udbyder blandt andet 20 administrative IT-systemer, som over 400 statslige og selvejende institutioner anvender, fx Statens lønsystem, Statens budgetsystem og RejsUd.

Drift og udvikling af de administrative systemer sker med tæt inddragelse af de institutioner, som er kunder på systemerne og i samarbejde med de driftsleverandører, som udfører en del af driften og videreudviklingen af systemerne.

De seneste to år har vi iværksat en række nye it-systemer, som skal understøtte god drift og styring i staten. De nye systemer betyder, at vi har brug for flere ledelseskræfter, og derfor etablerer vi en ny enhed. Enheden får ansvar for udvikling og drift af to af systemerne i Moderniseringsstyrelsens systemportefølje, nemlig Statens Lønsystem samt etablering af en ny fællesstatslig tidsløsning.


Om dig
For at lykkes i stillingen skal du brænde for god styring i offentlige institutioner, herunder digital understøttelse af arbejdsgange, automatisering af processer samt bedre udnyttelse af data. Du skal have et skarpt blik for, hvordan institutioner drives på en enkel og værdiskabende måde. Og så skal du have evnerne til at stå i spidsen for komplekse it-projekter, der involverer udbud, kontrakt- og risikostyring samt en omfattende leverandør- og kundekontakt.

Som kontorchef forventer vi, at du har:

  • erfaring med at drive store projekter – fra opstart til implementering
  • erfaring med drift og udvikling af it-systemer, herunder kvalitetssikring, kontraktstyring og optimering af driftsprocesser
  • evne til at skabe løsninger i komplicerede forhandlinger med mange forskellige aktører
  • situationsfornemmelse og udpræget god dømmekraft
  • kendskab til beslutningsprocesser i politisk styrede organisationer
  • høje faglige standarder samt vilje og evne til at lede, udvikle og skabe resultater gennem både medarbejdere og teamledere.
Om os
Enheden er placeret i Moderniseringsstyrelsens Center for systemer. Enheden er nyoprettet og vil i løbet af det kommende år vokse til ca. 30 medarbejdere, der omfatter både specialister og generalister. Det direkte personaleansvar varetages af to teamledere under kontorchefens ledelse. Enheden er en del af et stærkt fagligt miljø i Moderniseringsstyrelsen, som har særlig viden inden for digital understøttelse i offentlige institutioner. Vi kan tilbyde et arbejdsmiljø med høj trivsel blandt chefer og medarbejdere, en dagligdag præget af godt humør samt et højt fagligt ambitionsniveau.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Stillingen ønskes besat på åremål på overenskomstvilkår. Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du er velkommen til at kontakte vicedirektør Maria Damborg Hald på tlf. 4178 2084 eller msy@modst.dk.

Ansøgning
Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg her” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest fredag den 03. januar 2020.

Du må være indstillet på at gennemgå tests som en del af ansættelsesforløbet.

Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 3 2020. Eventuel test og testtilbagemelding vil foregå i perioden uge 3-4 2020.

Finansministeriet opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Hvis du er tjenestemand, skal din ansøgning stiles til Dronningen.

Ansøg nu

Job info

Firma

Moderniseringsstyrelsen

Arbejdssted

Københavnsområdet, Landgreven 4 1301 København K

Jobannoncen oprettet

03. december 2019

Jobannoncen udløber

03. januar 2020