Engageret byplanlægger med stærk faglighed til Høje-Taastrup Kommune

Københavnsområdet, Bygaden 2, 2630 Høje-Taastrup DK
I Teknik- og Miljøcentret har en organisationsændring gjort, at vi kan opnormere med en central planlæggerstilling. Derfor søger vi en erfaren og engageret planlægger, der har et solidt kendskab til kommuneplanlægning – meget gerne med erfaringer inden for hovedstadsområdet og med Fingerplanen.

Du vil indgå i vores fagligt dygtige planteam med opgaver, som også omfatter fysiske udviklingsopgaver gennem lokalplanlægning, dialogprocesser og plansager i almindelighed. Opgaverne vil derfor være varierede, men kommuneplanstoffet og den strategisk orienterede byplanlægning vil være en vigtig del af dit arbejde. Vi kan tilbyde dig et spændende job med afvekslende opgaver, stort som småt og et dynamisk og nysgerrigt fagligt miljø. Du vil få stor indflydelse på dine arbejdsopgaver og mulighed for selv at tilrettelægge din arbejdsdag.

Hvem er vi?
Du bliver en del af en gruppe på i alt 13 kolleger i afdelingen Plan og Byg, hvor den fysiske planlægning varetages af planteamet med 7 kolleger, som suppleres med byggesagsteamet på 5 medarbejdere, der arbejder med myndighedsfunktionerne i byggesager. Afdelingen for Plan og Byggeri er placeret i Teknik- og Miljøcentret, som derudover består af Natur- og Miljøafdelingen, et Klimasekretariat, GIS-teamet og et sekretariat.

Vi har indført nye arbejdsgange for at reducere sagsbehandlingstiden, fastholde og udvikle vores medarbejdere, øge brugertilfredsheden og skabe større videns- og kompetencedeling. De daglige sager bliver visiteret og fordelt i et teamfællesskab som alle i afdelingen deltager i.

Vi har en uhøjtidelig og afslappet omgangstone, hvor vi lægger vægt på humor, engagement og åbenhed. Vi har et resultatskabende tværgående samarbejde, som omfatter mange forskellige områder i hele den kommunale organisation. Vi værdsætter at yde en professionel service på et højt fagligt niveau og at understøtte de politiske målsætninger gennem en helhedsorienteret indsats og arbejdsfokus.

Høje-Taastrup Kommune er i en forrygende udvikling med fokus på vækst, erhvervs- og byudvikling. I de sidste 6 år er ca. 9.000 nye arbejdspladser etableret og pt. planlægger vi for 5000 nye boliger i kommunen. Dét stiller store krav til planlægningen af kommunens udvikling og især i to store udviklingsprojekter, som både nu og i den kommende årrække præger den fysiske planlægning i to markante ”ny-by-projekter”:
  • Høje-Taastrup C, som er en ny bydel, der udvikles gennem en udviklingsplan, som binder området mellem Høje-Taastrup Station og City2 sammen med butikker, erhverv, boliger og byrum.
  • Nærheden, som er en ny boligby, der bliver et forbillede for fremtidens bæredygtige forstad og et centralt område for udvikling af Hedehusene med op til 8.000 nye indbyggere.

Desuden står vi foran at skulle realisere netop vedtagne udviklingsplaner i de større almene boligområder med fokus på fysiske forandringer. Det er således en kommune med fuldt tryk på udvikling og fysisk planlægning – og du har mulighed for at blive en del af det.

Hvem er du?
Du har en planfaglig baggrund som arkitekt, landinspektør, geograf, Cand.techn.soc., landskabsforvalter eller lignende, og du har relevant erfaring fra en tidligere ansættelse. Det er vigtigt, at du selvstændigt kan indgå i kommuneplanarbejdet og ved udarbejdelse af lokalplaner samt føre en konstruktiv og retningsskabende dialog med projekt- og ejendomsudviklere. Du er serviceorienteret og i stand til at se en sag fra flere sider, og det er vigtigt for dig, at der skabes resultater, der er i balance.

Det er desuden vigtigt, at du både har kendskab og lyst til at arbejde med myndighedsopgaver, som er omfattet af planloven, ligesom kendskab til bygge-, naturbeskyttelses- og miljølovgivning vil være en fordel – men dog ikke et krav.

Du er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt – og har som minimum normalt kendskab til it og anvendelse af diverse sagsunderstøttende programmer som fx ESDH. Erfaring med udarbejdelse af plangrundlag i geografiske informationssystemer (GIS) vil være en fordel.

Du er en positiv person, som byder ind med nytænkning, samarbejde og vidensdeling i dagligdagen, og som ikke lader sig slå ud af en til tider hektisk hverdag.

Yderligere oplysninger
Stillingen er på 37 timer ugentligt, og vi har flextid. Tiltrædelse pr. 1. november 2019 eller efter aftale. Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og principperne om Ny Løn.

Arbejdsstedet er Rådhuset, Bygaden 2, 2630 Taastrup, som ligger få minutters gang fra Høje-Taastrup Station.

Ansøgningsfristen er torsdag den 22. august 2019
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 4. og 5. september 2019.

Ansøgning, CV, og anden relevant dokumentation skal sendes elektronisk.

Hvis du vil høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Plan- og
Byggechef Poul Hvidberg-Hansen på 2134 6552.

Ansøg nu

Job info

Firma

Høje-Taastrup Kommune

Arbejdssted

Københavnsområdet, Bygaden 2, 2630 Høje-Taastrup DK

Jobannoncen oprettet

04. juli 2019

Jobannoncen udløber

22. august 2019