Ledende overlæge til Røntgen og Skanning

Midtjylland, Skovlyvej 1, 8930 Randers DK
Ledende overlæge til Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Randers

Vil du være vores nye ledende overlæge?

Vi søger pr. 1. august 2019 eller efter aftale en dynamisk, samarbejds- og udviklingsorienteret leder, der sammen med overradiografen kan stå i spidsen for Røntgen og Skanning og tage ansvar for ledelse, drift og udvikling. Du udgør således sammen med vores overradiograf afdelingsledelsen og I refererer til hospitalsledelsen.
Afdelingsledelsen skal være et effektivt og professionelt ledelsesteam, der skaber retning og arbejder for at sikre høj faglighed, drift og udvikling i en afdeling med høj produktivitet. Du skal bidrage til at understøtte hospitalets vision om at blive et højt respekteret og attraktivt hospital på patientens præmisser.
Afdelingsledelsen indgår i et tæt samarbejde med hospitalsledelsen og de øvrige afdelingsledelser på tværs af hospitalet. Vi arbejder ud fra et fælles ledelsesgrundlag, hvor nøgleordene er mening, prioritering, nærvær og klar tale.

Om os
Regionshospitalet Randers er et akuthospital med en stor akutafdeling. Hospitalet har fokus på kvalitet i patientbehandling, forskning og innovation samt på et godt og udviklende arbejdsmiljø.
Røntgen og Skanning er en velfungerende og meget produktiv afdeling med 140.000 undersøgelser i 2018. Afdelingen har været gennem en omstrukturering i starten af 2019, men vi forventer at produktionen fortsat ligger i samme niveau.
Vi servicerer såvel områdets praktiserende læger som husets afdelinger med et bredt udvalg af billeddiagnostiske undersøgelser svarende til hospitalets kliniske specialer.
Afdelingen råder apparaturmæssigt bl.a. over:
  • Tre CT-skannere, den ene placeret i akut-afd.
  • Tre MR-skannere, to 1,5T og en 3 T.
  • Fire ultralydsrum, det ene placeret i akut-afd.
  • Seks Knogle/thorax rum, de to placeret i akut-afd.
  • Et gennemlysningsrum
  • En DEXA-skanner.
Afdelingsledelsen arbejder tæt sammen med funktionslederkredsen, som består af en ledende lægesekretær, en afdelingssygeplejerske, en afdelingsradiograf og 8 overlæger. Endvidere er der i afdelingen 3 afdelingslæger, to hoveduddannelsesforløb og aktuelt fire introduktionsstillinger, lægesekretærer, røntgensygeplejersker og radiografer. Vi har to beskrivende radiografer, og derudover er det plejepersonale, som varetager hele forløbet omkring DEXA-skanninger og foretager UL af børnehofter.
Afdelingen er bemandet på plejesiden døgnet rundt. Der er radiolog tilstede i afdelingen kl 7.30-23, om natten varetages lægeopgaver af Fælles Beskriver Enhed(FBE). Afdelingen har også ansvaret for røntgenfunktionen i Sundhedshuset i Grenå.

Om dig
Du er speciallæge i diagnostisk radiologi med erfaring indenfor specialet. Du er respekteret for dine faglige kompetencer. Vi forventer, at du har gode ledelsesmæssige kompetencer såvel organisatorisk som fagligt og socialt. Ledelseserfaring vil være en fordel.
Du har en god helhedsforståelse og kan sætte ord på handling bag allerede vedtagen strategi og bidrage til fortsat udvikling af vores hospital.
Vi lægger vægt på, at du
  • er en visionær og dynamisk person, med god humoristisk sans
  • mestrer dialog, processer og er god til at netværke
  • kan agere i krydspresset mellem individuelle og tværorganisatoriske mål
  • er synlig, diplomatisk og tillidsskabende
  • er god til at samarbejde i teams

Ansættelsesvilkår
Ansættelse som ledende overlæge sker efter aftale med Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger vedrørende lægelige chefer.
Du kan læse mere om hospitalet på: www.regionshospitalet-randers.dk

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til:
  • Lægefaglig direktør Lone Winther Jensen (tlf. 4027 8297)
  • Overradiograf Lisbeth Roed (tlf. 2245 5519)
Ansøgningsfrist 20. juni 2019.
Ansøgerne vil blive bedømt i forhold til de syv lægeroller.
Ansættelsessamtale bliver 26. juni 2019
Ansøgningen skal sendes elektronisk via link: "Søg job/Send ansøgning" vedlagt relevante bilag samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer.


Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.


 

Ansøg nu

Job info

Firma

Region Midtjylland

Arbejdssted

Midtjylland, Skovlyvej 1, 8930 Randers DK

Jobannoncen oprettet

24 May 2019

Jobannoncen udløber

20 Jun 2019