Politiets Efterretningstjeneste søger Efterretningscontrollere til HUMINT

Københavnsområdet, Klausdalsbrovej, 1, 2860 København DK

Søborg, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste

Er du en fagligt og metodisk velfunderet efterretningsmedarbejder med en kritisk tænkende tilgang til opgaveløsningen?

PET søger en efterretningscontroller til PET’s Center for HUMINT’s arbejde med statslige aktører.

HUMINT
HUMINT arbejder med indhentning og formidling af information fra menneskelige kilder. Centret er centralt for PET’s evne til at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i Danmark. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet imod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Vi søger en person, der ser muligheder før begrænsninger, besidder gode empatiske evner og trives i et arbejdsmiljø, hvor samarbejde, etik og politisk tæft er nødvendige kompetencer. Til gengæld tilbyder vi en mulighed for at gøre en central forskel for den samlede efterretningsindsats med HUMINT i PET. Du bliver en del af et team, hvor professionalisme, hårdt arbejde og godt humør går hånd i hånd.

Om jobbet
Som efterretningscontroller er du den i HUMINT, der har styr på PET’s efterretningsbehov og overblik over, hvordan de bedst søges dækket. Du indgår som en vigtig del af det praktiske indhentningsarbejde, ligesom dit samarbejde med centrets ledelse er vitalt for målretningen af den samlede indsats. Alt arbejde foregår i tæt samarbejde med et team, som er sammensat af flere kompetencer, hvor dine primære ansvarsområder er:
• Overordnet målretning af indhentningen så den bedst muligt dækker PET’s efterretningsbehov
• Ansvar for rapportering og kvalitetssikring heraf
• Udvikling og målretning af de enkelte operationer
• Afdækning af nye indhentningsmuligheder.
Derudover vil en stor del af dit arbejde bestå i at koordinere med andre enheder i PET samt med samarbejdspartnere i ind- og udland.

Vi tilbyder et spændende arbejde i et center i hastig udvikling, hvor efterretningsmæssig professionalisme og respekt for de enkelte medarbejdere og deres holdninger og kompetencer står i centrum. Du får stor indflydelse på egne arbejdsopgaver og den fremtidige udvikling af HUMINT i PET. I takt med at du viser dig parat til det, får du et stort ansvar og du møder en forventning om, at du er den dygtigste på dit område og at din og dit teams løsning derfor i udgangspunktet er den bedste. Det stiller store krav til dig, men giver dig samtidig gode muligheder for at udvikle dig selv.

Om dig
Det er afgørende, at du har erfaring med efterretningsarbejde. Om du har akademisk baggrund, er politiuddannet, soldat eller noget helt andet, er ikke afgørende.

Det er en fordel, hvis du udover ovenstående kan kende dig selv i følgende udsagn:
• Du har erfaring med og viden om samfund, kultur og sprog i et eller flere fremmede lande, der udgør en trussel mod Danmarks sikkerhed.
• Du har erfaring med at behandle informationer indhentet fra menneskelige kilder.
• Du er fagligt stærk indenfor metode og kildekritik.
• Du har erfaring med at drive efterretningsoperationer.
• Du skriver korrekt og præcist dansk.
• Du interesserer dig for internationale forhold.
• Du bevæger dig uproblematisk i internationale miljøer og behersker engelsk – og gerne andre fremmedsprog – på forhandlingsniveau.
• Du har blik for omsætning/nedbrydning af strategiske målsætninger.
• Du har overblik og forståelse for betydningen af sammenhængskraft.
• Du har erfaring med at udvikle og optimere.

Vi tilbyder
Et spændende og alsidigt job med et vigtigt formål. Et job med stor mulighed for at præge PET’s udvikling, gode faglige og personlige udviklingsmuligheder og et uformelt arbejdsmiljø, hvor tillid, samarbejde og professionalisme er væsentlige værdier.

En stilling som giver en bred samarbejds- og kontaktflade på alle niveauer i PET og til en række eksterne samarbejdspartnere.

Ansættelsesforhold
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Har du en politiuddannelse lønindplaceres du efter klassificeringsaftalen i henhold til kompetencer og kvalifikationer.

Har du en akademisk uddannelse, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en tredje uddannelsesbaggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-Fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver Politiets Efterretningstjeneste med adresse på Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg.

Det er en forudsætning for ansættelse i Politiets Efterretningstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde denne gennem hele din ansættelse.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed. Det anbefales, at ansøgere behandler ansøgnings- og eventuel ansættelsesproces med den højeste grad ad diskretion. Ansøger skal være opmærksom på, at der i forbindelse med ansøgnings- og ansættelsesprocessen for denne stilling er særlige sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Ved eventuel ansættelse vil yderligere vejledning omkring fortrolighed blive givet.

Kontakt
Ønsker du yderligere information vedrørende den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte os på telefon 22665132. Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk og politiet generelt på www.jobipolitiet.dk.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Ønsker du at søge stillingen, skal du sende din ansøgning, CV og evt. anbefalinger med almindelig post til Rigspolitiet, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg, Att.: S.O. og påføre teksten ”Ansøgning 3”. Du bedes forsegle din ansøgning og kuvert i endnu en kuvert.

NB. Stillingen kan IKKE søges online og nedenstående link/knap må derfor IKKE benyttes.

Ansøgningsfrist: 1. august 2019

 

Politiets Efterretningstjeneste har som mission at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerhed i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har som vision at være en analytisk baseret efterretnings- og sikkerhedstjeneste med en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.

 

Job info

Firma

Politiets Efterretningstjeneste

Telefon nummer

33148888

Arbejdssted

Københavnsområdet, Klausdalsbrovej, 1, 2860 København DK

Jobannoncen oprettet

27. juni 2019

Jobannoncen udløber

01. august 2019